Sommer/efterår

1. fodring

Den dag jeg tog den sidste honning fra fodrede jeg 1. gang. Honningen er jo biernes vinterforråd, så det er vigtigt at de straks får en erstatning. Bierne får sukkervand. Jeg sætter det i en spand i stadet. I bunden af spanden har jeg noget leca som bierne kan sidde på så de ikke drukner i sukkervandet.

 

alt

Et af de nye readan stader med foderspand

 

Indvintring

Bierne skal nu indvintres. Dvs. at de skal samles i et enkelt magasin så de kan blive klar til vinteren. Det virker lidt voldsomt i starten da der stadig er mange bier tilbage. Sommerens trækbier vil dog snart dø og kun de unge stærke bier bliver tilbage. De skal nu ved fælles hjælp holde sig varme vinteren igennem.

 alt

jo flere bier i stadet om vinteren jo bedre kan de holde varmen.

 

Sammenlægning

I den ene af mine to aflæggere var droningen pludseligt væk. Jeg kunne høre at der var utrolig meget summen i stadet da jeg åbnede det en dag. Jeg ledte og ledte men der var hverken dronning æg eller larver at se. Altså var dronningen forsvundet. Hvorfor hun var væk ved jeg ikke. Jeg kan have klemt hende sidst jeg så til dem, eller hun kan være død af ukendt årsag. Det finder jeg aldrig ud af. Jeg kunne nu enten tilsætte en ny dronning eller slå familien sammen med den anden aflægger. Jeg valgte det sidste, da jeg ikke syntes at nogle af de to familier var særligt store og jeg regner med at de vil have lettere ved at overleve hvis de blev slået sammen. Nu har jeg altså 3 og ikke 4 familier at indvintre.

alt

De 3 tilbageværende stader med fodermagasiner på.

Forrest i billedet ses et af de "gamle" trugstader som jeg bruger til at opbevare ting i.

 

Myresyrebehandling

Det er blevet oktober og nu skal der igen behandles mod varroamiden. Denne gang med myresyre. Der kan behandles med myresyre på flere forskellige måder. Jeg valgte Nassenheider fordamperen. (dem købte  jeg nemlig med da jeg købte bierne).
Der hældes 150 ml. 85 % myresyre i Nassenheider fordamperen hvorefter den sættes ned i stadet mellem de andre rammer. Myresyren fordamper så stille og roligt. Efter 7 dage fjernes den igen. Bierne kan godt tåle myresyren, men det kan Varroamiden ikke. Lidt kras er det dog også for bierne - mange af dem startede med at flyve ud efter frisk luft, lige da jeg havde sat den derned.

alt 

Myresyren hældes i plastbeholderen. Der sættes et stykke sugende karton i gitterdelen.

 

Oxalsyrebehandling

Så blev det November og jeg har fodret en ekstra gang da jeg syntes at det virkede som om de ikke havde nok foder.

Efter denne sidste fodring har jeg behandlet dem for Varroamider igen. Denne gang med en blanding af vand, sukker og oxalsyre. Blandingen sprøjtes ned i tavlegaderne direkte på bierne. 3 ml. pr. tavlegade. Her var det nemt og effektivt med en engangssprøjte så det kom ned mellem tavlerne og ikke på tavlerne.

alt 

Bierne virkede ikke specielt irriterede over behandlingen.